Bedste billige bærbare til spil lige nu

Stevens billede
Af Steven den 2. feb 2016. Tilbud

Man skal kende til to lister for at kunne købe den perfekte spillebærbare til sig selv eller afkommet.

Man skal have et solidt grafikkort for at spille Son of Nor

Goddag allesammen.

Mit navn er Steven Snedker og jeg hjalp i nogle år månedligt alverden med at købe de bedste, billige bærbare.

Jeg skrev simpelthen nogle lister ovre på Fagbladet (eksempel) og læserne fik meget mere for pengene end hvis de uhjulpet var gået ind i en biks. Nogle gange giver 300 kroner ekstra en dobbelt så stærk maskine.

Nuvel. Nu skal du lære hvordan jeg hver måned fandt den bedste, billige spilleegnede bærbare på det danske marked.

1. Tjek Notebookcheck«

Hvis et 850M-grafikkort skal spille Just Cause 3 i 1920*1080 vil det hakke.

Ovre på Notebookcheck har de en gigantisk liste over hvor gode de forskellige grafikkort er til de forskellige spil.

Måleenhenden er fps, billeder pr. sekund.

Over 30 billeder pr. sekund: det hele glider.

10 billeder pr. sekund: det hele hakker.

Jo dyrere grafikkort man køber, jo mere glidende spiloplevelse får man. Selv i de høje opløsninger.

Hvad har man så brug for?«

Fantastisk grafikydelse. Men ikke så bærbar. Asus GX700VO,

Tjah. På en 15,6" bærbar synes jeg kun, at man har brug for at spille i 1366*768. Her er et - relativt - billigt 850M kort altså nok til de fleste spil.

Men slutter man den bærbare til en større skærm - 24"- 48" fx. - synes jeg at det er rart (men ikke 100% nødvendigt) at kunne spille i 1920*1080.

Jeg er i februar 2016 klart af den mening, at alle kort under 850M/950M (hhv. nummer 76 og 77 på Notebookchecks vægtede liste over spilydelse) er spild af penge.

Men jeg er samtidig også af den mening, at de dyrere kort som ofte også er spild af penge. Springet fra 850M til 870M er for tiden springet fra en 5.000-kroners bærbar til en 13.000-kroners bærbar. 50% ekstra fps for 160% ekstra kroner.

En 13.000-kroners bærbar er i øvrigt altid spild af penge. De går lige så hurtigt i stykker som de billige. Og jo stærkere grafikprocessor, jo mere larmer afkølingen.

Men altså. Du vil spille spil. I en vis opløsning.

Find dine yndlingsspil på Notebookchecks liste over spilydelse og se hvor langt du kan gå ned, før du ender i det røde felt.

Køb så en bærbar med et lidt bedre (og dermed mere fremtidssikret) grafikkort.

2. Tjek EDBpriser«

Gangbare spillebærbare starter for tiden omkring de ca. 5.000 kroner

Notebookcheck fortæller for tiden om spilydelse på svimlende 664 grafikprocessorer.

Så mange forskellige grafikprocessorerer sidder der slet ikke i de bærbare man i praksis kan købe i Danmark lige nu.

Når man har fundet gangbare grafikprocessorer, går man over i EDBprisers afdeling for bærbare og spørger hvilke maskiner på markedet, der rummer disse fantastiske grafikprocessorer.

Man vælger "Alle filtre" og krydser de relevante grafikkort af.

I februar 2016 giver det denne liste over gangbare spillebærbare.

Som man kan se begynder de spille-egnede bærbare ved de 5.000 kroner og svinger sig til sidst op på 35.000 kroner.

Kigger man nærmere i den købevenlige ende af listen er det store drama om man skal købe en bærbar med 850M eller 960M grafikmotor. 960M-maskinen giver ofte 30% højere ydelse end 850M-maskinen. Til kun 2.000 ekstra kroner.

Men er det nødvendigt? Pengene værd?

Ikke så vidt, jeg kan se. Bare køb den billige og vær glad for den.

Lad i det mindste være med at købe bærbare til 10- eller 20.000 kroner. De sander til og går i stykker med samme hastighed som de billige.

Er der ikke andet end grafikkortet, der er vigtigt for en spillebærbar?«

Altid gang i den i Far Cry. Ser fin ud i 1366*768 på en 15,6" skærm.

Jo. Det er selvfølgelig også rart at tastatur, skærm, batteri, kølestøj osv. er til at leve med.

Men grafikkortets evner er absolut det vigtigste.

Alle de spillebærbare på EDBprisers liste er ret fornuftigt bestykket hvad angår alm. processor, ram og harddisk. Bliver man senere ked af den gamle, billige harddisk, der sidder i de fleste billige spillebærbare, kan man altid skifte til/udvide med en SSD og få lidt mere fart over feltet.

Asus og Lenovo holder lidt bedre end Acer, Dell og HP.

Man kan være ret sikker på at der sidder en nogenlunde fornuftig i5-processor i de spillebærbare og at de dermed ikke har de mindste problemer med at spille Minecraft.

Billigere bærbare - dem til 4.000 kroner - kan også spille Minecraft. Men folk, der spiller Minecraft, får i praksis ofte lyst til at spille andre spil. Og der er de spillebærbare til 5.000 mere velegnede.

Så: gå ikke under 850M hvis du skal spille.

Kan man ikke få det billigere?«

Mange flotte spil kræver ikke alverden af grafikkortet. Her er det The Wolf Among Us.

Nogle uger sætter EL-Giganten prisen på en udmærket spillebærbar ned med 1.000 kroner. Komplett, Bilka, Dustin og mange andre butikker kan også have særligt gode tilbud EDBpriser ikke opdager.

Det kan derfor altid betale sig at slå et sving omkring de større butikker og se om der aktuelt er noget godt på lager.

Men min erfaring fra 20 måneders kåringer af bedste billige bærbare til spil siger mig at spillebærbare forholdsvis sjældent kommer på slagtilbud. Det er måske kun 5 uger om året, der findes bedre tilbud end dem på EDBpriser.

Hvor hurtigt ændrer det sig?«

850M har været de betalelige spillebærbares konge i snart 1½ år. I denne periode er der kommet både 860M og 950M. Men som man kan se på Notebookchecks liste, er der ikke den store ydelsesforskel på de tre grafikkort.

Bærbare med 960M i bugen er faldet noget i pris. For 1½ år siden kostede de 8.500 kroner, nu kan de fås til 6.900 kroner.

Men i praksis går det ret langsomt på grafikkort-fronten.

Så du skal faktisk bare bruge og småforædle to links:

Notebookcheck og EDBpriser.

Hvad med en stationær?«

Ulemper

  • Du får den aldrig med på ferie
  • Du får den aldrig med i skole
  • Du får den sjældent med hen til kammerater
  • Den fylder

Fordele

  • Den koster ikke mere end en billig spillebærbar
  • Den kan spille flydende i 1080p i stedet for 768p
  • 1080p ser bedre ud på en 24"'48" skærm
  • 2160p (4k) er en mulighed
  • Man kan ofte nøjes med at opgradere grafikkortet, når der er gået nogle år.

Jeg samlede min egen i efteråret 2013. Men de kan også købes færdigsamlede. De færdigsamlede stationære spillemaskiner er også på tilbud få gange om året. Dog aldrig omkring konfirmationstid.

Tilføj kommentar

Registrer/login med

Plain text

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
Ja, dette er et dumt spørgsmål med et nemt svar, men det er der kun fordi spam-robotter er for dumme til at besvare den slags, mens mennesker ikke er.

Log ind eller registrer dig for at lægge konstruktive kommentarer.