Se det på nettet

Snowpiercer

Snowpiercer (stream/optag)

Så den på 40 minutter. Dum og sadistisk. Den blinker også umotiveret, når det skal være mere dramatisk. Meget skidt instrueret. Slow-motion i tonsvis.

Den er lidt en børnefilm, men den er for sadistisk og langtrukken til at glæde børn.

Manuskriptet er stygt og Ed Harris, der spiller klog er, som altid, et gyseligt, uoverbevisende syn. Han har blå øjne. Han er ikke klog.

Dårligere anmeldere kunne godt lide filmen.

Hard Sun

Hard Sun (stream/optag) (6,7 IMDB). Hard Sun er sådan noget man ser, når man vil hade tv-serier.

  • Frygteligt, tåkrummende, intelligensfornærmende plot
  • uinteressante figurer med dramatiske forhistorier
  • nydannet panserpar, der er hhv. meget maskulin og meget feminin, men går lidt skævt af hinanden
  • mange påkaldelser af modernitet
  • masser og masser af vold
  • en del splat

Altsammen helt ligegyldigt.

DR klasker den slags sammen i to-afsnitspakker for at folk ikke rømmer allerede efter første afsnit.

For det er nemlig utrolig dumt og mætter slet, slet ikke.

Hjemløs på Instagram

Hjemløs på Instagram (stream/optag). Dansk mor og datter-team tager til Los Angeles for at komme væk fra datters ex-partner og være nær datters nuværende partner.

De ernærer sig som tiggere i Los Angeles.

Normalt kigger 20.000 mennesker med i disse liv levet uden den store værdighed og omtanke.

Men med DRs dokumentarhold på pletten, kan flere lære hvordan det er at være tigger indefra.

Det er en slags ond udgave af På rejse med Riising og mor.

Der er pænt ude i verden

Sømanden & Juristen - historier fra et hospice

Sømanden & Juristen - historier fra et hospice (stream/optag). To mænd ligger for døden. De skal nå det sidste og forlige sig med deres skæbne. En meget fin dokumentar af Anders Agger.

Smagen af rust og ben

Smagen af rust og ben (stream/optag) (7,5 på IMDB). Jeg kan godt lide genren "Tilfældige ting sker for folk på samfundets bund".  Smagen af rust og ben havde masser af den slags.

Meget velinstrueret og gode skuespillere. Marion Cotillard er også meget nydelig.

Hvad hun vil med sådan en stor, stærk mand, når der stadig er kulturskribenter med forfinet smag ledige på markedet, fatter jeg ikke.

Jules Evans kommenterer det således i Ecstatic violence in the films of Jacques Audiard:

Violence is glamorized, aestheticized, even sacralized – moments of ultra-violence are moments of redemption for the hero [...] Violence is also eroticized [...] the heroine watches the hero bare-knuckle boxing and is turned on. Real men fight and kill.

Force Majeure/Turist/Snow Therapy

Force Majeure (stream/optag) (7,3 IMDB). Et nydeligt, svensk IKEA-par omkring de 40 tager til et nydeligt, fransk skisportssted og får taget nydelige og fine billeder af sig selv og deres nydelige børn.

Og så bliver der ellers talt passivt-aggressivt, kontorsprog, angstsprog og en hoben andre frygtelige sprog.

Turist/Force Majeure er den bedste film, jeg har set i årevis og er fuldt ud på højde med det bedste Bergman og Moodysson.

Man kan til ethvert tidspunkt (for nuværende) se Turist/Force majeure med danske tekster på Filmstriben. Men med TV4ever kan man komme til at eje denne fremragende svenske film for evigt.

Den kommer med min varmeste anbefaling og rummer pointer, lag og paralleler nok til at diskutere en hel aften.

Særligt egnet til nydelige middelklassepar og middelklassepar-wannabes omkring de 40.

Alle Ruben Östlunds film er seværdige (også den nye The Square).

Næste stop

Næste stop (stream/optag) (7,8 IMDB). "Sjå sjå. Mor er bare en li-le schmule fuld." Tragisk mor og datter i meget rost kortfilm.

NRK fortsætter i sporet hvor fem kvinder i Forført av spriten fortæller hvordan deres liv i rushelvete var.

Ramte børn kan så spejle sig i Fyllefant skal selv ha bank.

De unge kan lære en billig lektie i På fylla.

Endelig kan man se et par mennesker drikke sig ihjel sammen med Louis Theroux.

På DR er det meste udløbet. Evigt ejes kun det optagne.

Broen 1-4

Broen 4 (stream/optag) (8,6 IMDB). En kvindes brutalt myrdede lig dukker op og detektiverne må gøre et eller andet ved det. Broen kører nu på 7. år. I Danmark kan man kun få sæson 4. Men i hhv. Norge og Sverige er alle afsnit fra alle sæsoner tilgængelige et stakket stund endnu.

The C word

The C word (stream/optag) (7,7 IMDB). Nogle mennesker dør ikke gamle, glade og mætte af dage. De dør unge, smukke og intelligente. Lisa skrev om sin sygdom i realtid og BBC lavede en (anmelderrost) film om hendes vej til døden.

John Underwood, en anden anbefalelsesværdig kræftskribent, er indtil videre stadig levende.

En nat i Havanna

En nat i Havanna (stream/optag) (6,8 IMDB). Tre unge, smukke mennesker vil have mere frihed og flere penge. Anmelderne sagde at der var lidt for meget sex i filmen. Den var produceret af Spike Lee og klarede sig fint på diverse festivaler,.

Inside Llewyn Davis

Inside Llewyn Davis (stream/optag) (7,5 IMDB). "Med gitaren på slep reiser den unge folkemusikeren Llewyn Davis rundt i New Yorks kalde vintergater. Folkemusikk er ikke en populær sjanger i 1961, og Davis lever fra hånd til munn hos venner mens han strever med å skaffe seg spillejobber."

Men den er lavet af Coen-brødrene og elsket af anmelderne.

Rabbit hole

 Rabbit hole (stream/optag) (7,0 IMDB). Ligesom kærlighedshistorier bliver mere troværdige og vedkommende, jo smukkere de involverede er, bliver tragedier også mere troværdige og vedkommende, når aktørerne er smukke. Skønne Nicole Kidman og mandige Aaron Eckhart begræder et sønnetab på smukkeste vis i en film, der endog skulle være ganske god.

Missions

Missions (stream/optag) (6,8 IMDB). Lidt rum-ramasjang om at tage til Mars. Heldigvis med et par nydelige, franske skuespillerinder. 10*26 minuter, altså ca. 4 timer. Blev så populær at en sæson 2 er på vej - hvilket betyder manuskriptkrumspring og træden vande i de senere afsnit. Her er hurtigspol dit aldeles rimelige modsvar.

Og nu vi taler (franske) tv-serier med pludselig sæsonforlængelse: de første tre-fire afsnit af Les Revenants er fremragende. Se dem, men undgå de resterende 12. Det er bare mere af det samme og træden vande.

(Ærværdige, gamle Prison Break er skoleeksemplet på pludselig l sæsonforlægelse. Sæson 1 t.o.m. afsnit 7 har voldsom fremdrift og konsekvens. Derefter er det gentagelser og forlængelser i de følgende - hold  fast - 83 afsnit)

Brokeback Mountain

Brokeback Mountain (stream/optag) (7,7 IMDB). Jack og Ennis tager på fisketur sammen. Og kysser. Storslået natur. smukke mennesker og violiner.

Skammerens datter

Skammerens datter (stream/optag) (6,0 IMDB). Kombineret fantasy- og svenskkursus for de ca. 12-årige.

Nationalskjaldene: Larsen, Springsteen, Bowie, Jackson, Dylan...

Lidt snik-snak om og med de populære musikere

Moonrise Kingdom

Moonrise Kingdom (stream/optag) (7,8 IMDB). Morsom, pusserløjerlig, bittersød. Men den har vist egentlig ikke mere på hjerte.

En trope-samling med dyre/kult skuespillere i uvante roller. Bill Murray, Frances McDormand, Bruce Willis, Edward Norton, Tilda Swinton, Harvey Keitel.

Leflegøjen, der har instrueret (Wes Anderson), kan også afsløre de fine skuespillere på så sjove måder, at der bliver klappet til hipster-forevisninger.

Nuvel:

To utilfredse, forelskede tolvårige stikker af sammen og jages rundt på øen.

Det hele slutter

Så leflegøjen kan sin dramaturgi. Det er der ingen tvivl om.

Men mener han noget som helst med sin trope-samling og stiliserede billeder?

Nej, nok ikke. Men kritikerne var generelt glade for at få morsom, pusseløjerlig, bittersød, dramturgisk korrekt komponeret anretning.

Drabet

Drabet (stream/optag) (6,8 IMDB). Sådan en film hvor de råber. Et drama.

Diktatoren

Diktatoren (stream/optag) (8,5 IMDB). Komikeren Chaplin gjorde grin med diktatorer og især én. Filmen måtte til at begynde med ikke vises i England, fordi man ville tækkes de uredelige, voldelige galninge. Men da England og Tyskland havde erklæret hinanden krig, blev det tilladt at vise filmen i England. I Spanien fik de først filmen at se i 1975 efter Franco-styrets fald.

I Danmark fik vi lov til at se filmen et par år efter nazisterne var blevet smidt ud.

Wikipedia-artiklen om Den Store Diktator er ret god. Autoritære regimer, religioner og kulturer er noget bras.

Sider

Log ind eller registrer dig for at lægge konstruktive kommentarer.