Bedste, billige tv-stue

Stevens billede
Af Steven den 5. nov 2016. Guide

Her er mine anbefalinger til dig, der skal nyindrette eller modernisere tv-stuen fra bunden af.

Man kan efterhånden få ret stort billede og ret stor lyd uden at skulle af med særlig mange penge.

«

Hvis jeg nu var hyret til at gøre din tv-stue til den mest moderne i hele verden, ville jeg gøre sådan:

Til din hånd: en mobil eller tablet«

Man finder det, man vil se på mobilen, og kaster det op på den store skærm.

Tiden er løbet fra de gammeldags fjernbetjeninger, hvor man møjsommeligt sidder og kører en kanal op eller ned i jagten på noget interessant, der bliver sendt lige nu.

I den moderne verden vælger man, hvad man vil se.

På Youtube, DR, Netflix, Viaplay, Filmstriben og hvad videobibliotekerne ellers hedder.

Man søger og bladrer. Det er let på en 4-5" mobil og endnu lettere på en 7" tablet. Så sådan dims hører til i den ny tv-stue.

De gammeldags fjernbetjeninger er spild af plads.

Til dine øjne: et 55" tv«

Et vældigt tv stråler ud i stuen.

Hvor stort skal tv'et være? Stort nok til at imponere og dominere naboerne.

For tiden er 55" til 5.000 kroner det naturlige valg til både store og små stuer. Prisen er rimelig, billedkvaliteten er fantastisk og skærmene bruger omtrent ingen strøm.

Du skal bare have et almindeligt, billigt tv.

Smarte tv koster en formue, overvåger dig og bliver aldrig opdateret ordentligt. Køb et dumt tv og en Chromecast.

Projektorer er for dyre, langsomme og larmende.

Oled tv er for dyre.

Til dine ører: et godt musikanlæg«

Forsøg at finde en forstærker med 4K, HDMI 2.0 og HDCP 2.2

Forstærkeren (AV-modtageren) er et naturligt hjerte i tv-stuen. Den modtager HD-lyd og HD-billede fra en Chromecast, mini-pc, PlayStation, YouSee-boks osv. osv.

Billedet sendes op til 55" skærmen.

Lyden sendes ud til højttalerne.

Synes man at stuen skal være smartere, kan man altid købe en ny Chromecast eller mini-pc.

Synes man at billedet skal være større, kan man man altid købe et nyt tv eller en ny projektor.

Synes man at lyden skal være større, kan man altid købe større eller flere højttalere.

Til dine ører: gode højttalere«

Dali Ikon 6 mk2 til omkring 4.000 kroner for et sæt.

Uanset om du har gyldne ører eller ej, kan du høre forskel på gode og dårlige højttalere.

Skytronic 100 lyder rædsomt, Dali Ikon 6 mk2 lyder fantastisk.

Med det sagt er der masser af fine højttalere, der er billigere og måske bedre end lige netop Dali Ikon 6 mk2.

Man kan også købe mindre højttalere med mindre lyd og mere beskedne pladskrav. De er væsentlig billigere end gulvhøjttalere og kan lyde ganske fint. Lyd&Billede roser ofte de kompakte højttalere fra Boston og Dali.

26 ud af 30 soundbars lyder ikke bedre end tv'et siger Tænk og vort lokale orakel, John Alex Hvidlykke, er heller ikke meget for soundbars.

Det gode ved at købe en surround-forstærker/AV-modtager er at man altid vil kunne proppe en smart, Chromecastagtig modtager ind i en af dens HDMI-indgange og afspille alt nyt. En soundbar eller Bluetooth-højttaler er ikke så fremtidssikret.

Det gode ved at købe en surround-forstærker/AV-modtager i stedet for et par Bluetooth-højttalere er, at man altid kan begynde med et par små, fine, billige højttalere i front.

Sekundet efter, at man har sat dem op, kan man glæde sig over lyd, der er utrolig meget bedre end den, der kommer ud ad fladskærmen.

Skulle man komme til penge og kræsenhed senere, kan man smide kompakthøjttalerne om på tv-stuens endevæg som baghøjttalere. Og så sætte et par store, bombastiske, maskuline højttalere op på hver side af tv-skærmen.

Investeringen i de små, gode højttalere er ikke spildt, så længe der er højttalerudgange nok på forstærkeren.

Alternativ til forstærker«

Forstærkeren fyldermeget lidt og er indbygget i højttalerne.

En forstærker koster 2.000 kroner, et par gode højttalere 4.000 kroner.

Men man kan klare sig uden.

Chromecast, tv-bokse og hvad man ellers bruger, kan proppes direkte i tv'et som så kan udstyres med et par aktive højttalere á la JBL 305.

Så har man god stereolyd (men ikke surround) til 2.500 kroner.

Højttalerne fylder ikke det store og lyden er prægtig.

Det hele fylder og koster en del mindre end løsningen med den store forstærker og de store højttalere.

Indvendinger mod den moderne tv-stue«

"Men der er jo ingen cd/dvd-skiver."

Du kan godt klare dig uden. Få skiverne over på en harddisk eller USB-nøgle eller NAS. Så kan du søge og bladre i din beholdning via tablet/mobil. Alternativt kan du købe en skive-afspiller. Du straffes med en udgift på 3-400 kroner, en ekstra fjernbetjening og nogle ekstra hylder med skiver i stuen.

"Men der er jo ikke nogen PlayStation 4."

Du kan nok godt klare dig uden. Hvis ikke, straffes du med en udgift på 3-4.000 kroner, en ekstra controller og nogle ekstra hylder til skiver i stuen.

"Men der er jo ikke nogen tv-boks."

Du kan nok godt klare dig uden. Hvis ikke, straffes du med en månedlig udgift på mindst 3-400 kroner og - sandsynligvis - en ekstra fjernbetjening.

"Det virker for billigt. Det undergraver den status, der er i at have en perfekt tv-stue."

Heldigvis.

 

Links«

Det bedste billede. Stort. Naturtro.

Den bedste lyd. Stor. Naturtro.

Den bedste betjening. Tablet eller mobil.

Den bedste indpakning. Hvis man kan nøjes med en AV-modtager, behøver man kun én hylde med stoflåge for at pakke teknikken væk (router, av-modtager, Chromecast/mini-pc).

Priseksempel: den billigste tv-stue«

Hen til El-Mutanten efter et af de store, billige, 4K tv'er med HDR. 43" til 4.000 kroner, 55" til 5.000 er typisk dagspris op mod julen 2016.

Vi sparer på lyden og nøjes med to gode højttalere og en indbygget forstærker. 2.500 kroner.

Kan man nøjes med 1080p tv de næste år, køber man en Chromecast 2 til 320 kroner.

Mobil eller tablet har man i forvejen.

Indholdet til tv-skærmen får man nærmest gratis fra DR, TV2, Youtube osv.

4K UHD TV-stue til i alt 7-8.000 kroner!

Priseksempel: den dyrere tv-stue«

Hen til El-Mutanten efter et af de store, billige, 4K tv'er med HDR. 55" til 5.000 eller 65" til 8.000 kroner er typiske priser op mod julen 2016.

Vi skal selvfølgelig se 4K. Så det betyder en Chromecast Ultra til 630 kroner og et 4K abonnement på Netflix, 119 kroner månedligt. Det er pt. mest serier og nogle få film, man kan se i 4K. 4K kræver en Internet-forbindelse på 20 mbit/s eller derover.

Vi har i første omgang råd til et par store fronthøjttalere. Brugte. Højttalere slides i praksis meget lidt og et 5-10 år gammelt sæt kan snildt holde 10 år endnu. Dali Ikon 6 er der en del af på brugtmarkedet. 4.000 kroner for et sæt. Man kan købe 5 eller 7 højttalere. Man kan købe dem fra nye af. Men det bliver rasende dyrt.

Forstærkeren er så problembarnet. Hvis du skal have surround-lyd og forstærkeren skal være hjertet i tv-stuen, skal du have en med mindst HDMI 2.0a og HDCP 2.2 for at kunne afspille 4K+HDR. Det betyder en AV-receiver (forstærker) til 2.700 kroner eller mere (Lyd&billede taler pt. pænt om Yamaha og de fås i forskellige kvaliteter og prislag). Forvent ikke at de danske butikker er gode nok til at skilte med HDMI2.0a og HDCP2.2. Du må selv dobbeltsikre dig, at forstærkeren rent faktisk gider sende 4K videre.

Vil man se UHD (4K) Blu-ray skiver (de ser om muligt endnu bedre ud end Netflix 4K), må man også af med 2.400 kroner for en Microsoft Xbox One S. Sonys PlayStation 4 gad ikke understøtte 4K/UHD og de stationære skiveafspillere er simpelthen for unødvendigt dyre.

Mobil eller tablet har man i forvejen.

Så voilá: TV-stue til 13-16.000 kroner.

Nok omkring 20-25.000 hvis man vil have gode højttalere hele stuen rundt og film på skive.

Brugtmarkedet?«

De lider måske ikke engang af døde pixels eller tyveri.
I gang med surround til ingen penge.

Her i foråret 2017 kan folk uden den store investeringsinteresse i tv-stue også se til brugtmarkedet.

Det kan ikke betale sig at købe 4K eller 10.2brugt.

Men det kan i den grad betale sig at købe folks aflagte 1080p-udstyr brugt.

Er man hurtigt på Den Blå Avis og Gul&gratis, kan man finde 16.000 kroners tv-stuer fra 2013 (et godt år) til 4.000 kroner. En bedst i test 7.1-forstærker til 5.500 2013-kroner kan nu fås til 1.200 kroner.

Og det er ikke skrammel.

Folk kaster 1080p- og 5.1/7.1-udstyr i grams.

Kan man nøjes med stereo - og det kan man formentlig - kan tv-stuen komme helt ned på kun 2.500 kroner for udstyr i aldeles hæderlig kvalitet.

Kommentarer

Tommy Raun Rauns billede

Linket til "to gode højttalere og en indbygget forstærker" er desværre defekt. Hvilke højtalere er det du anbefaler?

Stevens billede

JBL LSR-305. Linket er opdateret nu.

Man får med JBL LSR-305 meget lyd og brugervenlighed for de kroner og kubikmeter, man afgiver.

Man kan godt bruge lidt færre penge og lidt flere kubikmeter ved at finde et par store, fede, gamle højttalere i

http://www.dba.dk/billede-og-lyd/hi-fi-og-tilbehoer/hoejttalere-hi-fi/

(Dali 18 mkII til 1.000 er et kup: http://www.dba.dk/hoejttaler-dali-18-mk-ii/id-1027518708/ )

- men så skal man ud og finde en forstærker til dem. Om det bliver en lille, svag Lepai eller en gammel klods fra Sony/Yamaha/Aiwa/Denon/Onkyo - det bliver ikke helt så elegant og brugervenligt som JBL LSR-305.

Man kan også i ny og næ redde sig en ret elegant og soundbar-overlegen løsning til skærmen på

http://www.4sound.dk/studie/studiemonitors/aktive-monitors#sort=lowprices
http://ktradio.dk/category-list.asp?pick=224&fkLounge=2

Linket til "Den Bedste Indpakning" er forældet. Måske skal forfatteren redde sine gamle artikler over i et eller andet arkiv før det sker med resten?

Martin Ls billede

Det er et udmærket forslag at redde de gamle artikler. Faktisk så godt at vi allerede gjorde det for et års tid siden :-) De skal bare lægges op i et eller andet passende format. Men hvis de begynder at gå i opløsning, er det måske på tide at få det gjort.

Tilføj kommentar

Registrer/login med

Plain text

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
Ja, dette er et dumt spørgsmål med et nemt svar, men det er der kun fordi spam-robotter er for dumme til at besvare den slags, mens mennesker ikke er.