Boganmeldelse: Johans Schlüters Højt at flyve (2017)

Stevens billede
Af Steven den 11. mar 2018. Anmeldelse

"Hvordan jeg skaffede pengene, kan jeg ikke huske". Kaperkaptajnen fra "Antipiratgruppen" har skrevet sin selvbiografi. Det er 440 siders tomgang og opremsning.

Den svindeltiltalte Københavneradvokats selvbiografi.

"Johan Schlüter er en i særklasse uengagerende fortæller."

Det er nok hvad jeg helst vil citeres for i denne boganmeldelse. Men det stakkels forlag Momenta, der har udgivet disse 440 siders nært ulæselige opremsninger, skal selvfølgelig være velkommen til at fiske citater ud efter eget valg.

Og det bliver de måske nødt til, fordi næsten ingen har gidet anmelde den overvægtige bog.

Hvorfor ikke?

Fordi den

  • er meget lang
  • meget opremsende
  • dårligt skrevet
  • højst indeholder mikroskopiske indrømmelser og indsigter
  • i essensen ikke er til at stole på

Hvem er/var Johan Schlüter?«

Johan Schlüter blev født ind i en advokatfamilie på Østerbro den 18. juni 1944. Johan bliver selv advokat og hans eventyr begynder i 1974, da han overtager onkel Ottos klient IFPI, pladeproducenternes forening.

Johan arbejder herefter for købmændene i musik-, video- og softwarebranchen i årtier.

I den brede offentlighed bliver han omkring årtusindeskiftet mest kendt som den nidkære leder af Antipiratgruppen, der slår ned på Danmark Radio, fildelings-teenagere, parallelimportører og hvem der ellers menes at kunne stå i vejen for klienternes indtjening.

Bliver vi i pirat-terminologien, udnævner hans klienter ham til kaperkaptajn og udstyrer ham med kaperbrev: han kan opbringe enhver, han skønner ligger inde med kontrabande og - utroligt nok - beholde hele byttet selv. De krænkede kunstnere får ikke del i byttet. Det går til kaperkaptajnens fortsatte virke. Johan fortæller dog til pressen at kaper-delen af hans forretning ikke kaster det store af sig.

Samtidig accelererer det med "sideprojekter" for de tre partnere i Johans Schlüters advokatfirma. De bestyrer en masse millioner ejet at kunstnerne. Men en større og større del bliver brugt til de mest obskure "investeringer" i firmaer ejet af advokaterne, advokaternes familiemedlemmer eller mere eller mindre løst tilknyttede svindlere.

Ekko har en strålende - omend ukomplet - fortegnelse over eskapaderne. Selv den lille fisk, regnskabschefen, berigede sig individuelt med 2,7 millioner af kunstnernes penge.

Hvilket dog blegner i forhold til de 115 millioner Johan Schlüter og hans partnere er sigtet for at have svindlet kunstnerne for.

Johans version«

"Højt at flyve" er bygget op som et klassisk forsvarsskrift.

Johan bruger tid på sin fine familie, sin fine uddannelse, de utallige samfundsstøtter han kender.

Så fortæller han om alt det fine arbejde, han har gjort og undlader at fortælle for meget om de mere inkriminerende ting.

Til sidst er han en gammel, syg, forladt, selvmordstruet mand som ingen med hjerte burde straffe for de slyngelstreger alle de andre - især Susanne og Kim og Mohammed - har begået.

På bogens højdepunkt kaster han sig ud i en J'accuse!-tirade - bare for en god ordens skyld.

Men forestillingen bliver aldrig hverken medrivende eller troværdig.

Det skyldes tre ting:

  • opremsninger
  • opremsninger
  • og opremsninger

Det er ulideligt!«

"Jeg tænker med sorg på mine dejlige medarbejdere, som sad fortumlede, da firmaets katastrofe gik op for dem: Annemette, Anette, Trine, Mads, Maria, Rasmus, Søren, Camilla, Catrine, Morten, Karl, Julie, Thomas, Nicolai, Jeff [...]"

Vi udsættes grundløst for 25 (femogtyve) navne ved den lejlighed og hele bogen igennem drukner vi i navnelister. Der må være mindst 1.000 navne i bogen. For det meste andre advokater, der også altid har en dejlig og slagkraftig kone, der hedder Dorte og det er lidt mærkeligt at vi har mistet kontakten men sådan er advokatverdenen jo nok, vi drak nok for meget og livet består jo af tilfældigheder og skæbnen er ubønhørlig og og og

De ulidelige opremsninger begrænser sig ikke til navne og rejsedestinationer. Sådan lyder det i afsnittet om humor:

"Et stærkt stykke værktøj i mine hænder er humoren, som utvivlsomt har helbredende egenskaber. Humoren, der spænder over det groteske, det vanvittige, det modsætningsfyldte, det overraskende, det ironiske og selvironiske, det sarkastiske, det galgenhumoristiske, det komiske, lavkomiske og tragikomiske [...]"

Her når den pointeundergravende liste op på 15 (femten) eksempler før Johan lader os slippe.

Bogen føles i mange passager som en art filibuster. Udfyldning af tid og plads.

Opremsning på opremsning.

For Johan har også

"Vittigheder om advokater, revisorer, politikere, parforhold, mandschauvinisme, (talende) dyr, Gud og Djævelen, SKt. Peter, de tre ønsker tilstået af den gode fee, diskrimination, skotter, nordmænd og molboer, tosser [...]"

og  - mere eller mindre - klasselister fra Øster Borgerdyd skole.

Kapitlet om den rige advokatfamilies rejser føles mere som et bilag end som et kapitel i en bog.

At det redaktionelle bagland ikke har sat en velfungerende forfatter på bogen eller i det mindste har skåret den ned til under halv størrelse, er svært at forstå.

Men en bog med så lidt kød på, ville selvfølgelig aldrig sælge om der var 200 eller 440 sider at trække sig igennem.

Johan kroer sig i ny og næ over folk, han har vundet over eller skubbet op mod væggen, den bisse. Men det er mest ros til alle de, der er noget ved musikken. Og så et par udfald mod dem, der har vundet over ham eller bragt ham i fedtefadet.

Den bedste anekdote«

Den bedste anekdote ligger i bogens begyndelse:

En dag blev jeg dog som niårig snuppet af en konduktør, som tog mig i at stå i sporvognen "uden gyldig rejsehjemmel", som det hed. Jeg lå syg af angst om natten. Prisen på billetten plus en mindre bøde beløb sig til en krone, som skulle betales på sporvejenes kontor i "Skildpadden" på Trianglen. Jeg havde ikke pengene, men ville ikke bede mine forældre om hjælp. De skulle ikke indvies i min forbrydelse, ikke fordi jeg var bange for dem, men fordi jeg ikke ville udstille mine fejl. Jeg frygtede at begå fejl, men jeg frygtede endnu mere at indrømme dem. Jeg er i dag klar over, at min angst for at indrømme fejl har været en angst for ikke at slå til i alle livets forhold. Hvordan jeg skaffede pengene, kan jeg ikke huske.

Med sine mikroskopiske afsløringer og beskedne reflektion er bogen desværre bare ikke læseværdig.

En hård hund«

Johan Schlüter som han solgte sig selv i 2010. Allerede involveret i flere svindelsager.

Videre læsning«

Du kan læse mere om bogen og æraen i

 

Fuld tilståelse«

Jeg har for 10-20 år siden fulgt Johans Schlüters/Antipiratgruppen med hele tre kasketter på.

  • Som komponist så jeg hvordan Antipiraterne og købmændene, de teknisk uforstående, hellere ville lave kampagner/razziaer end et velfungerende digitalt marked til glæde for forbrugere og kunstnere. Vi har i dag Spotify hvor pladeselskaberne tjener de fleste af pengene.
  • Som skribent så jeg hvordan Schlüters firma angreb uskyldige med de mest bizarre anklager. Tricket var simpelt: Johan Schlüter tjente penge på "arbejdet", ofret tabte smertefuldt mange penge på at forsvare sig.
  • Som udvikler af en Internet-tjeneste med lister over skiver, har jeg også fået skræmmebreve fra Schlüters forretning (og svaret).

Jeg har også offentligt gjort mig lystig over firmaets forhold til klienternes penge og henledt opmærksomheden på de beskidte tricks og deres upopularitet i baglandet.

Tilføj kommentar

Registrer/login med

Plain text

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
Ja, dette er et dumt spørgsmål med et nemt svar, men det er der kun fordi spam-robotter er for dumme til at besvare den slags, mens mennesker ikke er.

Log ind eller registrer dig for at lægge konstruktive kommentarer.