Sådan ser du dine TV4ever-optagelser på tv og mobil

Stevens billede
Af Steven den 24. mar 2017. Guide

TV4ever optager på bærbare og stationære. Men hvad nu hvis man gerne vil se optagelserne på den store eller den lille skærm?

Lad os sige at du har optaget tre sæsoner af SKAM eller to sæsoner af Riget på DR og nu gerne vil se dem på stor eller lille skærm.

Løsning 1: HDMI-kabel til tv'et«

HDMI kabel, selv 4K Ultra Top Dollar, koster ikke mange penge.

Du sjosker ned i Harald Nyborg og køber et HDMI-kabel. De koster 29-69 kroner afhængig af længde.

Den ene ende af kablet sættes i den bærbare. Den anden i tv'et. Så starter du afspilningen. Det er let.

Langt de fleste bærbare har almindelige HDMI-udgange. Visse meget tynde eller smarte bærbare, kan have brug for en anden slags kabel.

HDMI er en let og billig måde at få stadset op på den store skærm.

Løsning 2: USB-nøglen til tv'et og mobilen«

Den ene ende til tv'et. Den anden til mobilen.

Sæt USB-nøglen i den bærbare.

Kopier alle afsnit ind på den.

Sæt den om bag i tv'et.

Afspil.

Er man klog/rig nok til at købe en to-hovedet USB-nøgle, kan man også sætte USB-nøglen i mobilen og se sine afsnit dér.

Tjek dog lige om din mobil er MicroUSB eller USB C før du køber USB-nøglen.

VLC afspiller alt på alle platforme«

VLC virker på alle dimser.

Hvis din dims ikke umiddelbart gider afspille optagelserne, så installér VLC på den.

VLC findes til iPad, iPhone, AppleTV, Mac, Windows, Linux, Chrome, Android osv. osv.

Snup VLC!

Åh nej! Den vil stadig ikke afspille!«

Du kunne have et gammelt/genstridigt tv.

Eller en gammel/genstridig mobil.

Sådan et apparat, der ikke gider afspille de ts-filer DR udsender og TV4ever optager. Sådan et apparat, der ikke kan installere VLC.

Men fat mod, du kan stadig gøre noget!

Konvertér fra ts til mp4 med Avidemux«

Det meste udstyr, der er under 5 år gammet gider dog som regel godt afspille mp4-filer.

Så hvordan konverterer man lige tre sæsoner af SKAM til mp4?

Jeg ville bruge Avidemux.

Først trække alle afsnit fra sæson 1 ind i Avidemux. Se den stå og blinke lidt og lave nye filer.

Derefter vælge Output Format - MP4 Muxer og trykke på Gem-ikonet (CTRL+S også velegnet).

Du og Avidemux gemmer nu hele første sæson som skam1.mp4 og kan formentlig afspille herligheden på de fleste dimser.

Filen kommer til at fylde 4 GB. Men det skal man ikke lade sig skræmme af.

Her er en video af processen.

Konvertér fra ts til mp4 med Handbrake«

Hvis ens ydlingsdims ikke kan afspille den Avidemux-fremstillede skam1.mp4, skal man (desværre) konvertere på en mere dybtgående måde.

Handbrake kan konvertere de fine ts-filer fra DR til Playstation, AppleTV og andet gammelt/genstridigt udstyr.

Konvertering med Handbrake tager forholdsvis lang tid og svarer virkelig til at man tygger bøffen for sin oldefar.

Nuvel.

Når man starter Handbrake spørger den selv pænt om den skal konvertere alle filer i en folder eller bare en enkelt.

Vi beder Handbrake om at konvertere hele folderen.

Handbrake kigger derefter nøje på alle 33 SKAM-optagelser. Det tager ca. 33 sekunder.

Herefter er Handbrake næsten klar til at konvertere.

Under Presets ovre til højre kan vi vælge Fast 720p30. Eller vi kan scrolle lidt ned og vælge Android720p30 eller Playstation eller AppleTV3.

Vi går derefter ind under Tools - Preferences - Output Files. Sætter hak ved Automatically name output files.

Og vælger Skrivebord under Default Path. Så bliver de konverterede optagelser gemt på skrivebordet.

Automatisk filendelse er en fin idé. Men er man sikker på, at man altid vil have mp4, kan man bare vælge det fast.

Herefter er det bare at gå tilbage og vælge Add to Queue - Add all efterfulgt af Start Queue.

Alle filer konverteres nu fra ts til mp4.

Og for at det ikke skal være løgn får du det lige på video.

Virker det på Chromecast?«

Ja, hvis du bruger en app som fx. LocalCast (se link i bunden af artiklen).

Chromecast er en kræsenpind, men det er nok muligt at servere en mp4-fil til den, den gider afspille.

Tilføj kommentar

Registrer/login med

Plain text

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
Ja, dette er et dumt spørgsmål med et nemt svar, men det er der kun fordi spam-robotter er for dumme til at besvare den slags, mens mennesker ikke er.

Log ind eller registrer dig for at lægge konstruktive kommentarer.