Se det på nettet

Saturday Night Fever

Saturday Night Fever (stream/optag) (6,8 IMDB). De har ikke mange penge, nyder ikke respekt nogen steder og verden kan på 5 minutter brænde sammen i et atomragnarok. Men de er unge, smukke og danser.

Svensk tv tripper i discoens fodspor i I Will Survive. Men det er højst halvgodt.

Det er straks langt bedre i FONK! Det er lørdag: Saturday Night Fever 40th Anniversary Box Set, 2 timers udsendelse om Saturday Nighrt Fever fortalt af entusiastiske og vidende folk. Og ja, selvfølgelig kan TV4ever optage podcasts!

Klanen

Klanen (stream/optag) (7,0 IMDB). Goodfellas (god musik, masser af sadisme, baseret på virkelige begivenheder). Bare fra Argentina.

Casper & Mandrilaftalen

Casper & Mandrilaftalen (stream/optag) (8,3 IMDB). For snart 20 år siden henrykkede Christensen, Hvam, Rimmer og Hjortshøj de dengang unge mænd med blandede monologer og sketches. Du kan få det hele i dag.

Aretha Franklin The Legendary Concert - Amsterdam 1968

Aretha Franklin The Legendary Concert - Amsterdam 1968 (stream/optag). Aretha Franklin på vej fra jazz- til soul-sangerinde.

Næppe en video, man vil se meget. Men den er værd at optage og omdanne til mp3.

"Hvordan?" spørger du.

Træk ts-filen ind i Avidemux, vælg Audio output - mp3 og derefter Audio - Save audio. Sværere er det ikke. Klip de første 8 minutter ud.

Det tager ikke mange minutter og så har du en ny, fed live-koncert til musiksamlingen.

Du kan selvfølgelig også optage en af Artes 100 andre koncerter (eller SVTs Aretha-koncerter) og trylle den om til mp3 på få minutter.

Du er teknisk uovervindelig.

Deeyah Khan: I møte med fienden

Deeyah Khan: I møte med fienden NO (stream/optag) Det hvide højre - møde med fjenden DK (stream/optag) (7,7 IMDB).

Der er noget særligt sejt over fornuftige, velsituerede mennesker, der risikerer en hel del elendighed ved at opsøge ekstremister på deres hjemmebane for at få sig en voksen samtale med dem.

Homosekuelle Stephen Fry efterlod sine mange millioner kroner og komfortable tilværelse for at tage til Uganda for at høre nærmere til landets Dræb alle homoseksuelle-politik.

Vantro Jamie Walters tog på besøg hos Jihadi-naboerne (en af dem slog en masse uskyldige fodgængere ihjel).

Reggie Yates og Stacey Dooley besøger nærmest hvem som helst, bare de er farlige og/eller snæversynede. Selv Top Gear var i Alabama.

Og her tager ikke-hvide Deeyah Khan på besøg hos racister og nazister for at finde ud af hvad de tror på og hvorfor.

Det kræver klart mod ud over hvad den gennemsnitlige tv-seer besidder og gør os alle klogere på forskellige raseribomber.

Deeyah klarer det i øvrigt strålende og viser hvordan selv forhærdede nazister begynder at tage imod fornuft, når de udsættes for venlighed, intelligens, integritet og hvad Deeyah/verden ellers har at byde på af gode ting.

Idioterne

Idioterne (stream/optag) (6,9 IMDB) er en løssluppen komedie af Lars von Trier. Med lidt tragedie spændt på bagsmækken. Som jeg husker den var den Riget-morsom i første og anden akt hvorefter den faldt lidt klicheagtigt sammen i tredje akt.

Depressive mennesker med skrækkelige forældre har to typiske måder at reagere på. Cleese eller Kafka. Sjov eller depressiv. Jeg kan klart bedst lide den sjove Trier og jeg husker Idioterne som mestendels sjov.

DR advarer om at der er pornografiske optrin i filmen.

Steeven Snedker advarer om at den slet ikke kan måle sig med Force Majeure.

Force Majeure

Force Majeure (stream/optag) (7,3 IMDB). Hvor uhyggelig er Force Majeure?

Tja, I USA har den fået et R-mærke. Det er det samme som It, hvor en sindssyg dræberklovn tygger små børn ihjel og Inglorious Basterds hvor skrigende mænd skalperes og skamferes.

I England, Irland og visse steder i Asien, skal man være 15-16 år for at måtte se Force Majeure.

"Men hvad sker der dog i Force Majeure?" spørger du måske bestyrtet.

Ingen verdens ting. Ingen sex, ingen vold, ingen bandeord.

Kun et nydeligt ægtepar, der skændes åh så trætte og civiliserede.

Kun en overciviliseret mand, den højtfungerende vindbøjtel, der famlende forsøger at finde sin maskulinitet på den mest klichefyldte og overfladiske - men anerkendte og moderne - måde.

Kun en overciviliseret kvinde, der hælder spand efter spand af sine neuroser og usikkerhed ud over sine omgivelser.

Men man kan selvfølgelig godt forstå hvordan det kan skræmme børn langt mere end sindssyge dræberklovne i kloakker.

Force Majeure

Force Majeure (stream/optag) (7,3 IMDB). Sadister kan ofte være gode historiefortællere. De lægger ikke fingrene imellem og går selvsikkert efter brutal vold, ydmygelse, afklædning. Og de behøver ikke lave krigs- eller narkohandlerfilm.

"Jeg oplevede hvordan [instruktør Ruben Östlund] under optagelserne gnæggede bag skærmen og gned sig i hænderne af ren glæde over at ydmyge denne figur [faderen i historien]. Ruben ville sige Sådan kan du ikke sidde. Kan du ikke falde sammen i et særligt offerpositur?"

Instruktør Östlund sendte også sin mandlige hovedperson talrige Youtube-videoer og billeder, for at  hjælpe ham til det mest jagede og indsunkne ansigt. "Han sendte mig billeder af sønderknuste mænd, som Tiger Woods, da han bliver konfronteret med sin sexafhængighed. Vi blev også inspireret af kaptajnen fra Costa Concordia, ham der flygtede fra sit skib. Han sendte mig også en video med Worst man cry ever." [The Guardian]

Så ja, filmen er sadistisk. Men den er også umådelig morsom. Derudover bliver sadismen brugt let og humoristisk; til at tegne et fuldt billede af en meget interessant og moderne person vi alle (i hvert fald folk fra middelklassen) kender fra vores omgangskreds.

 

Force Majeure

Force Majeure (stream/optag) (7,3 IMDB). Til dagens reception blandt kulturfolk i København K faldt talen naturligvis på Force Majeure.

"Den slutter godt." sagde min borddame.

"Ahva'?" spurgte jeg. "Kan du huske hendes [hustruens] opførsel i bussen? Er det happy end?"

"Ja," svarede hun "Nu står de lige og kan fortsætte."

Jeg var lige ved at buse ud med den gyldne replik "Jeg oplevede det altså slet ikke som du beskrev det." (når du har set filmen, vil du vide hvorfor det var sjovt).

Men tog mig så i det. Måske huskede jeg galt? Måske var der mere håb og glæde i slutningen end jeg erindrede?

Men nej. Det virkede klart som om at borddamen kun huskede den falske slutning (omkring 1:44:00).

Og ved den rigtige slutning (1:52:30) ville jeg næppe heller udråbe det til en happy end.

Force Majeure-nyderne når tit ikke at observere/dekode hustruens prioriteter i bussen og lægger måske - formentlig - for meget i husbondens sidste replik.

Men det kan tolkes.

Det er en fortrinlig film.

Du bør optage den og se den.

Et mesterværk.

Force Majeure

Force Majeure (stream/optag) (7,3 IMDB). På en dag hvor Sverige rammes af koordinerede brandangreb som ingen ved hvem står bag ("vi ved ikke hvem det er"), er det forfriskende at se Ruben Östlund-film. De udstiller nemlig på forbilledlig vis den der mærkelige tendens blandt svenskere, hvor de ikke tør sige sandheden, som de ser den. Af hensyn til den gode tone. Af hensyn til deres omdømme. Af hensyn til samfundet og gruppetænkningen.

De ufrivillige (2008) viser med fem små, ultrapræcise historier hvordan hovedpersonerne har svært ved at sige fra, sige nej tak. Og så går det dem, som det ofte går folk uden integritet og mod.

Play (2011). Vi ved ikke rigtigt hvem der chikanerer uskyldige børn og den slags kan jo ikke ske i folkehjemmet. Sagen må henlægges. En mulig konklusion er farlig. Og så bliver de uskyldige børn chikaneret i to smertelige timer.

Force Majeure (2014). Oppe i middelklassen er vi højtfungerende vindbøjtler. Vi har de fineste, elektriske tandbørster, de smukkeste ansigter og kroppe. Der findes ikke den virkeligt forekommende handling vi ikke kan forsøge at så tvivl om eller minimere med et "sådan opfattede jeg det ikke". Vi når i dette mesterværk både at se Far blive rigtig mand (av!) og Mor forvandle sig til familiens beskytter (eller det omvendte). Altimens Far&Mor taler det værste passiv-aggressive moderne konsulentsprog, der kan opdrives.

The Square (2017). Hovedpersonen er igen en højtfungerende vindbøjtel, der slår sine folder på den mest moderne arbejdsplads. Han er omhyggelig med at bakke op om af konsensus allerede trufne beslutninger med sin moderne maskuline charme. Og det er en fryd at se ham undslå sig ansvar i snart sagt hver en scene. Til dig, der ikke får mellemledersprog nok på arbejdet.

Mester Östlund har i øvrigt afsløret hele handlingen til sin næste film. Og også den er ekstremt præcis og underholdende. Virkelig noget at se frem til.

Men dit job i dag er bare at optage Force majeure, så du også kan se den efter den 18. august hvor DR lukker for den.

Force Majeure

Force Majeure (stream/optag) (7,3 IMDB). En mand med en støvsuger iagttager åndsfraværende et ægtepar der skændes.

Hvorfor gør han det?

Hvad er hans forhistorie?

Hvad kommer han til at betyde for handlingen?

Der gives ingen lette svar.

For i en Ruben Östlund-film er vi ofte langt væk fra Hollywoods formler. Figurer kan opfindes til lejligheden, bruges lidt for sjov og derefter kastes bort igen.

Force Majeure er en meget veloplagt og legende film.

Force Majeure

Force Majeure (stream/optag) (7,3 IMDB). Instruktør Ruben Östlund lader nogle gange handlingen foregå uden for midten af billedet. Ofte usynligt. Så man hører kun samtalen og må tænke sig til resten.

Det virker lidt mærkeligt til at begynde med. Men efterhånden ser man det som et intelligent trick, der gør filmoplevelsen meget rigere.

Det er en god film, du bør optage.

Force Majeure/Turist/Snow Therapy

Force Majeure (stream/optag) (7,3 IMDB). Et nydeligt, svensk IKEA-par omkring de 40 tager til et nydeligt, fransk skisportssted og får taget nydelige og fine billeder af sig selv og deres nydelige børn.

Og så bliver der ellers talt passivt-aggressivt, kontorsprog, angstsprog og en hoben andre frygtelige sprog.

Turist/Force Majeure er den bedste film, jeg har set i årevis og er fuldt ud på højde med det bedste Bergman og Moodysson.

Med TV4ever kan man komme til at eje denne fremragende svenske film for evigt.

Den kommer med min varmeste anbefaling og rummer pointer, lag og paralleller nok til at diskutere en hel aften.

Særligt egnet til nydelige middelklassepar og middelklassepar-wannabes omkring de 40.

Alle Ruben Östlunds film er seværdige (også den nyeste, The Square).

Onion Film Standard

 Onion Film Standard (stream/optag). Uanset om det er Mission Impossible eller Mamma Mia er det altid morsomt.

Smagen af rust og ben

Smagen af rust og ben (stream/optag) (7,5 på IMDB). Jeg kan godt lide genren "Tilfældige ting sker for folk på samfundets bund".  Smagen af rust og ben havde masser af den slags.

Meget velinstrueret og gode skuespillere. Marion Cotillard er også meget nydelig.

Hvad hun vil med sådan en stor, stærk mand, når der stadig er kulturskribenter med forfinet smag ledige på markedet, fatter jeg ikke.

Jules Evans kommenterer det således i Ecstatic violence in the films of Jacques Audiard:

Violence is glamorized, aestheticized, even sacralized – moments of ultra-violence are moments of redemption for the hero [...] Violence is also eroticized [...] the heroine watches the hero bare-knuckle boxing and is turned on. Real men fight and kill.

Blå er den varmeste farve

Blå er den varmeste farve (stream/optag) (svenske tekster) (7,8 IMDB). En homoseksuel kærlighedshistorie. Lykkeligvis er det to kvinder (i stedet for cowboys eller balletdansere) og lykkeligvis er de unge og smukke.

Filmen tager lige i underkanten af 3 timer (!).

Der er mange, lange pornografiske/erotiske/seksuelle optrin, man skal være mindst 15 år for at se den og... Ja, så har den vundet guldpalmerne i Cannes og 84 andre filmpriser.

Vår tid är nu

Vår tid är nu (stream/optag) (DK: Familien Löwander)  (7,9 IMDB). Stort kulørt drama om overklassepigen og køkkendrengen al den familie og historie, der kan trækkes ind i det.

Brokeback Mountain

Brokeback Mountain (stream/optag) (7,7 IMDB). Nok en kærlighedshistorie.

Denne gang med smukke mænd.

Vandt 3 Oscars.

Hvis den er udløbet, kan du altid tage Brokeback - 35 år senere.

Skammerens datter

Skammerens datter (stream/optag) (6,0 IMDB). Fantasy for de ca. 12-årige.

Ryan Gosling

Ryan Gosling (stream/optag). 53 minutters højkoncentereret ros a f den nu midaldrende, canadiske skuespiller. Han roses for sit udseende, sine evner som skuespiller, sin personlighed og det løse. På vejen falder der også ros af til en del andre.

Du får dog ikke del i den.

Sider

Log ind eller registrer dig for at lægge konstruktive kommentarer.