Google+ Exodus

Stevens billede
Af Steven den 21. jan 2019. Gør det selv

Du kan tage alt dit arbejde med dig. Det er straks sværere at finde et nyt hjem til det. Her er tips til din Google+ Exodus plus lidt løse overvejelser angående Facebook og Twitter.

Sikke meget sjov, man kunne diskutere

Google+ var i ca. 7 år, indtil april 2019, et socialt medie/netværk ligesom Facebook og Twitter.

Det udmærkede sig ved at være forladt af de fleste mennesker. Men så var det til gengæld forholdsvis åbent og udmærket indekseret af søgemaskiner.

Jeg brugte det som et art Delicious (gem gode, nyttige links offentligt), personligt Wikipedia (hurtigt sammenrodet leksikon af interessant viden, der burde kunne genfindes) og Facebook (sted hvor man pludrer og småskændes med folk på samme niveau i samfundshierarkiet).

Fordele frem for Facebook? Søgemaskineindekseret.

Fordele frem for Twitter? Flere tegn at gøre godt med.

Fordele frem for Wikimedia? Abonnerende publikum, hurtigere brugerflade.

Ulemper? Lukker april 2019.

Gem dit arbejde«

Husk altid at vælge JSON.

De fleste sociale medier giver mulighed for download af alle ens indlæg ved klik på nogle få knapper.

For mit vedkommende får jeg 10 års Twitter-anstrengelser ud af at trykke på Request your archive. Og 8 års Facebook-skvalder ud af at trykke på Download dit arkiv.

De 6 års Google+-anstrengelser befinder sig på Google Takeout.

Får man valget, skal man vælge at eksportere som JSON. Det giver på alle tjenester og i alle tilfælde et mere brugbart resultat end HTML

Det tager noget tid for bibliotekaren at finde alle dine indlæg, kommentarer og billeder. Så du kan typisk lave noget andet i de par timer det tager tjenesten at sammensætte et arkiv til dig.

Men når du får post, kan du springe ind og downloade alle dine seneste års anstrengelser som en stor zip-fil,

Og hvad gør man så?«

Ja, det er så problemet.

Alt hvad jeg har lavet på Twitter kan smides i et lokalt katalog og gennemsøges ved behov.

Alt hvad jeg har lavet på Facebook kan, ved nærmere eftersyn, smides ud.

Men faktisk kunne det være sjovt at holde skriveriet fra Google+ offentligt.

Første forsøg: Lifecloud Google+ Importer«

Egentlig skulle man tro at diverse sociale medier/netværk stod på spring for at importere ens Google+-arbejde gennem 6-7 år.

Men det gør de ikke. Det ville give dem ekstra arbejde, support-arbejde og juridiske tvister. Tre ting de virkelig ikke kan lide.

Men Lifecloud har lavet en Google+ Importer, man kan fodre med sine zip-filer.

Men: de tager kun ens indlæg - ikke kommentarerne/diskussionen og vil have penge for brug af lagerplads. Altså ikke et sted for folk med billeder eller video.

Fiasko.

Andet forsøg: Google Firebase«

Det er meget nørdet. Men man kan godt nå i land uden at forstå en bønne.
Det ligner endda gode, gamle Google+

Romain Vialard er en dygtig G+-programmør og han har skrevet en grundig vejlednig i at migrere sine G+-indlæg til Firebase. Den virker i hvert fald indtil den 28. januar 2019 og ret sikkert ikke efter den 7. marts 2019.

1. Firebase er også ejet af Google. Så måske svarer det til at flyte ting fra Titanics forstavn til Titanics bagstavn.

2. Det tager 30 minutter og giver formentlig et komplet, offentligt tilgængeligt arkiv.

3. Det er kompliceret. Men er man nørdet og/eller har en makker, kan det nok lige lade sig gøre.

Det er dog mest et arkiv, man får ud af det. Man kan ikke på nogen brugervenlig måde fortsætte med at skrive.

Så.

Det må ende med dommen: halv succes.

Tredje forsøg: Friends+me+Wordpress.com«

Eksport-delen går glat.
SoMe-skriveri ser lidt opblæst ud som blog.

Alois Bělaška har lavet Friends+me-exporter der selv suger data ud af Googles gemmer og omformer det til JSON (universelt nyttigt for nørder) og Wordpress (nyttigt for alle, der vil fortsætte det offentlige skrivearbejde på Wordpress.com eller egen Wordpress-installation (Wordpress er et af verdens absolut bedste webpubliceringsværktøjer). Det er anbefalet af bossen i Google+ Mass Migration-gruppen - og det forstår man godt.

Det er enormt brugervenligt. Man overdrager bare alle rettigheder til programmet der så kvitterer med en smuk Wordpress-backupfil.

Den tager man så til Wordpress.com hvor man

  1. Opretter sig en gratis blog og får udleveret et gratis navn (jeg landede på stevensnedker.home.blog)
  2. Trykker på Import-knappen i Wordpress' kontrolpanel (du skal nok finde den) og uploader den netop fremstillede Wordpress-backup-fil.

I løbet af nogle minutter er alle de gamle indlæg offentlige igen (bare rolig: private indlæg bliver ikke offentlige - de glemmes.). Og vil man fortsætte sit skriveri, kan man bare tage fat. Wordpress' er mindst lige så brugervenlig som Google+ og Facebook.

Glædelige opdagelser? Kommentarerne er alle kommet perfekt med.

Knap så glædelige oplevelser: har man over 800 indlæg, skal man betale Bělaška 20$ for at få resten med. Men det er nu helt rimeligt. Det har taget lang tid at lave så fint et værktøj og Google gør det helt sikkert ubrugeligt inden den 7. marts.

En anden lidt irriterende ting er at links på Wordpress.com umiddelbartt bare vises som link i stedet for små billeder og uddrag af tekst. Man skal ofre lidt penge/talent før det bliver lige så godt som på Twitter, Facebook og snart hedengangne Google+

Men alt i alt: succes!

Fjerde forsøg: ???«

Hverken Livecloud, Firebase eller Wordpress ligner dog mit kommende SoMe-hjem. Hvad kan kan så vælge?

Åh, der er uendelige muligheder.

Et af Google+ Mass Migration-gruppens medlemmer har lavet et kæmperegneark med de nærmeste 36 arvtagere og på AlternativeTo har de som altid mange alternativer. Bare Fediverse kan gøre enhver svimmel.

Fælles for de utallige platforme er at jeg er venne- og følger-løs på dem og at deres fremtid er usikker.

Der er ikke noget, der virkelig trækker. Der er ikke garanti for kloge læsere (eller skrivere) nogetsteds.

Så ultimo januar 2019 har jeg bare besluttet mig for at gemme mit Google+-arbejde nogenlunde hyppigt og så se om der ikke kommer en god importer og en god platform med gode mennesker sejlende af sig selv.

Skulle du opdage en: brug kommentarsporet eller skriv til mig (ss@vertikal.dk).

Gør det selv?«

Jeg er i en lidt speciel situation. Jeg er blandt de 0,01% af danskerne der selv kan migrere sites, opbygge gode alternativer til eksisterende tjenester og gøre det daglige redaktionsarbejde møglet. Når du hvinende af fryd bevæger dig rundt i gamle artikler på FDM, Netavisen Pio oma. ved du at jeg har migreret dem fra dødsdømt til levedygtig platform (Drupal  ❤️)

Jeg kunne på forholdsvis kort tid have en ret fed, hjemmerullet SoMe-tjeneste oppe at køre med alt mit (og andres) gamle stads.

Men der er desværre kun sorg i den retning.

Få mennesker ville dukke op, deres forventninger ville være skyhøje og jeg ville henslæbe årevis som ubetalt, hadet vicevært på det nye sted.

Ændrede min holdning: 
0
Velargumenteret: 
0

Tilføj kommentar

Plain text

  • Tilladte HTML-tags: <a> <em> <strong> <cite> <blockquote> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd>
  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
Ja, dette er et dumt spørgsmål med et nemt svar, men det er der kun fordi spam-robotter er for dumme til at besvare den slags, mens mennesker ikke er.

Log ind eller registrer dig for at lægge konstruktive kommentarer.