Sådan gemmer du (8K) video med Youtube-dl-gui

Stevens billede
Af Steven den 25. maj 2018. Guide

Du kan gemme videoer fra Youtube og tusinde andre sites med Youtube-dl. Det kan endda gøres let.

  1. Installér Youtube-dl-gui (se nederst)
  2. Find en video, du vil have og kopier dens adresse over i Youtube-dl-gui.
  3. Vælg om du vil have højeste kvalitet (default), mest afspilningsvenlige (mp4) eller kun musikken (mp3)

Højeste kvalitet (default)«

Det trækker tænder ud på maskinen at vise en nedskaleret 8K-video.

Hvis man i Youtube-dl-gui vælger default gemmer programmet videoen i det originale format.

Er det Peru 8K HDR-videoen, betyder det en video kodet med VP90-codec'et i opløsningen 7680*4320.

Chrome kan afspille den slags video og VLC er på vej til at kunne det.

Men det er ikke sikkert, at din maskine er stærk nok til at afspille uden hakker.

Derfor kan du have lyst til at gemme videoen i en lidt lavere opløsning og i et lidt mere afspilningsvenligt format.

Mest afspilningsvenlige (mp4)«

Det format kan næsten alle moderne dimser afspille.

Vælger du mp4, suser en 720p video ned på din harddisk. Den er lille og pæn og kodet med AVC eller lignende.

Det betyder, at den kan afspilles på snart sagt alle apparater: computere, mobiler, Chromebooks.

 

Kun musikken (mp3)«

Vælger man mp3 gemmer man kun musikken/talen fra en video. Meget nyttigt hvis det en koncert eller musikvideo.

Lydkvaliteten på Peru-videoen er 128 kbit vbr mp3.

Ikke verdens bedste.

Men er man utilfreds med de umiddelbart udbudte formater, kan man altid forsøge at hale et bedre ned.

Indstil Youtube-dl-gui«

Man kan gøre Youtube-dl-gui mere nysgerrig efter formater.
De interessante steder i brugerfladen.

Klikker du på Youtube-dl-guis tandhjul vil du finde en masse indstillingsmuligheder. Avanceret omgang med videoformater, undertekster, playlists.

Man kan bede Youtube-dl-gui om at søge efter andet end default, mp4 og mp3.

Vil man gerne have en 4K-udgave af en given video, bør man hakke af i mp4 [4K], mp4 [2160p] (DASH Video) og webm [2160p] (DASH Video).

Det får ikke disse videoer til at opstå magisk på Youtube. Men som bruger af Youtube-dl-gui får du muligheden for at lede efter dem.

I det aktuelle eksempel, Peru-videoen, var der ikke bid på mp4 [4K]. Men webm [2160p] (DASH Video) leverede faktisk en 4K-video.

Tekniske overvejelser«

Gem altid i bedste kvalitet.

Din nuværende skærm er måske kun 1080p eller 2160p.

Men på et tidspunkt er den 4320p.

Man får i dag 6TB til under 1.000 kroner - så det er ikke fordi lagerplads koster noget videre.

Så gem i den bedste kvalitet.

Du kan altid konvertere til noget mere spiseligt med Handbrake, VLC eller ffmpeg.

VLC (til Windows) er for tiden ikke helt god til at understøtte visning og konvertering af alle Youtubes formater.

Men det skal nok komme.

Juridiske overvejelser«

"Official video" er tit et tegn på at videoen gerne må optages.

Hvis du optager video (eller lyd) fra musikvideoer musikselskaberne selv har lagt på Youtube, optager du fra et såkaldt lovligt forlæg.

Det er, som navnet antyder, meget lovligt.

Hvis din ven Kalle Westh har lagt en musikvideo med Kanye West op, er der derimod tale om ulovligt forlæg. Og så må du ikke optage.

Selvom kalle og kanye næsten hedder det samme, har Kalle ikke ret til at viderepublicere Kanyes musik.

Ligeledes må du heller ikke uploade andres musikvideoer til Facebook, Youtube, Instagram eller lignende.

Men du må se og høre dem hjemme og på farten så meget du lyster.

Alternativer«

Clipconverter-metoden er også velegnet til Youtube.

Youtube-dl-gui og TV4ever kan begge optage fra tusindevis af tv/video-sites, der ikke er Youtube. Hvilket værktøj, man vælger, kommer an på sitet og hvilken arbejdsgang, man bedst kan lide.

Tilføj kommentar

Plain text

  • Tilladte HTML-tags: <a> <em> <strong> <cite> <blockquote> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd>
  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
Ja, dette er et dumt spørgsmål med et nemt svar, men det er der kun fordi spam-robotter er for dumme til at besvare den slags, mens mennesker ikke er.

Log ind eller registrer dig for at lægge konstruktive kommentarer.

Kommenter direkte via Facebook