Mål korrekt op til nye døre og vinduer
Hulmålet
Skal du fx som her have etableret en ny facadedør, kan du tage et såkaldt hulmål. Hulmål vil sige bredden fra mursten til mursten og højden fra mursten til mursten. Her er bredden foroven 135 cm. Men kontroller altid, om bredden forneden er den samme. Væggene kan jo være skæve, specielt i ældre huse. I dette tilfælde er bredden dog nøjagtig den samme som foroven.
Mål så højden – som her er 186,5 cm i den ene side. Kontroller nu også målet i den anden side. Her er den 185,5 cm, hvilket giver en forskel på en centimeter. Var dette mål ikke taget, kunne det have fået nogle kedelige konsekvenser. Oplyser du hulmålet, skal der typisk trækkes 2 til 2,5 cm fra til fuge, så har du vinduets størrelse.
Det udvendige karmmål
Vinduesproducenter anvender typisk begrebet udvendige karmmål, hvilket dækker over vinduets faktiske størrelse fra yderkant til yderkant. Skal du have skiftet det gamle vindue ud, skal du bruge dette mål. Og her skal fugen altså ikke måles med.
Det kan være svært at måle nøjagtigt op, når der ikke er plads til tommestokken, så derfor må man tage målet a to gange. Du kan dog gøre opmålingen nemmere ved at benytte et talmeter, der klarer arbejdet i en omgang. Det udvendige karmmål skal altid være 2 til 3 cm mindre end hulmålet, for at der er plads til fugen. Skal du have skiftet fx en punkteret termorude, skal du tage et såkaldt rudemål.
Rudemål
Det er målet mellem vinduesrammerne inklusive glaslisten, men fratrukket 0,5 cm i hver ende – altså i alt 1 cm. Grunden til, at der skal trækkes en centimeter fra, er, at glasset ikke må ligge i spænd i rammen. I bredden skal målet selvfølgelig tages på samme måde, og så er du sikker på at få et stykke glas, der passer i rammen.
Photocredit: Nolan Issac / Unsplash.com